Placeholder Image

Diabetes og fødder

Når du har diabetes, er det vigtigt, at du passer særligt godt på dine fødder med gode sko og optimal pleje. Det kræver viden om, hvad du selv kan gøre og regelmæssig fodterapi, så du får hjælp til at forebygge problemer.

Årsagen til, at du skal være særligt opmærksom på dine fødder er, at diabetes kan øge din risiko for fodsår, der kan have svært ved at hele.

Dagligt fodtjek

Du kan selv være med til at forebygge problemer ved at tjekke dine fødder hver dag for røde og hvide trykmærker. Hård hud og ligtorne vidner om, at dine fødder er udsat for tryk eller at du har en forkert fodstilling.

Hvis din følesans er nedsat eller ophørt, skal du undgå at gå barfodet eller på strømpesokker, da du risikerer at skade dine fødder.

Hvis du opdager rødme, hævelser eller sår, skal du kontakte din læge, klinikken eller vagtlægen, så du kan blive behandlet med det samme. Det skyldes, at diabetiske fodsår kan udvikle sig hurtigt, og at du kan være i risiko for amputation.

Få fodstatus og behandlingsplan

I klinikken undersøges hud og negle, kredsløb og eventuelle fejlstillinger. På baggrund af undersøgelsen får du en behandlingsplan og vejledning i, hvordan du plejer dine fødder, vælger fodtøj og forebygger problemer. Der kan også tilbydes indlæg, der styrker dine fødders funktion og mindsker risikoen for sår og faldulykker.

Vær opmærksom på at jeg ikke har ydernummer og du derfor ikke kan få lavet den anbefalede årlige fodstatus og ej heller tilskud til din diabetes behandling. Behandlingen er dog helt den samme som klinikker med ydernummer.

Bestil tid online

Kontakt os